Gældssanering

Er du havnet i en situation, hvor det er blevet uoverskueligt at se en udvej på dine økonomiske problemer, kan en gældssanering komme på tale.

Første skridt mod en gældssanering er at aflevere en ansøgning til skifteretten. Du kan udfylde ansøgningsskemaet her. Du skal udfylde skemaet og indsende det til skifteretten med en række bilag.

Hvis skifteretten på baggrund af din ansøgning vælger at starte en gældssanering, sker dette på et møde i skifteretten, hvor der udpeges én af skifterettens faste medhjælpere til at varetage arbejdet i sagen.

Hos SPEKTRUM advokater er advokat Anker Søndergaard antaget af skifteretten i Herning, og han kan således udpeges til at bistå ved gældssaneringer. Hvis du ønsker Anker Søndergaards hjælp med gældssaneringssagen, skal du oplyse dette til skifteretten på det møde, som du indkaldes til.

I næste fase hjælper advokaten med at lave et budget for ansøgeren, hvor indtægter og udgifter fastlægges. Budgettet danner grundlag for et forslag til gældssanering, som dine kreditorer forelægges. I denne fase skal du komme med en række oplysninger omkring din økonomi.

For det meste medfører forslaget til gældssaneringen, at du opsparer et fast månedligt beløb i 5 år, hvorefter den resterende gæld slettes og du kan starte på en frisk. Der kan også være tale om at skaffe et engangsbeløb, der evt. kan udløse en ”rabat” i forhold til afdragsordningen.

I det tilfælde, hvor du er gået konkurs og som følge heraf har en stor personlig gæld, er der særlige regler der gælder. I disse tilfælde vil du oftest kunne opnå gældssanering på kun 3 år.

Vil du vide mere om, hvordan du får gældssanering, kan du læse skifterettens vejledning her. Du kan også læse oversigten over de spørgsmål, du kan blive stillet i skifteretten om din økonomiske situation.