Ægtepagter
Hvordan er du stillet, hvis du bliver skilt? Har du talt med din ægtefælle om det og fået udarbejdet en ægtepagt?
Eller er du bare helt sikker på, at en skilsmisse aldrig kunne ramme dig?
En undersøgelse foretaget af Danske Familieadvokater viser, at kun 25 % af danskerne mener, at formue der er skabt før ægteskabet, bør deles ved skilsmisse. Samtidig mener hovedparten af danskerne, nemlig knap 70 %, at formue som den ene ægtefælle havde, før de blev gift, ikke bør deles ligeligt mellem parterne, hvis de på et tidspunkt skulle gå hver til sit.
Kun en tredjedel af danskerne synes, at arv bør deles. Flertallet af danskerne mener derimod, at arv som man har arvet (eksempelvis fra sine forældre) under ægteskabet ikke bør deles ved en evt. skilsmisse.
Næsten 40 % mener, at man ved skilsmisse skal kunne tage den formue, som man har opsparet i løbet af ægteskabet, med sig.
Det står i skærende kontrast til, at kun de færreste ægtefæller overvejer, at der er et alternativ til formuefællesskabet i form af særeje. Det kræver blot at oprette en ægtepagt.
Delingsformue (uden ægtepagt)
Når du gifter dig, opstår der automatisk formuefællesskab i ægteskabet. Det betyder, at alt, hvad du og din ægtefælle ejer ved ægteskabets indgåelse og alt, hvad du/I senere selv tjener og det du/I får i arv eller gave, er omfattet af formuefællesskabet. Formuefællesskabet kaldes i daglig tale delingsformue.
I forbindelse med separation/skilsmisse eller ved død skal formuefællesskabet deles. Det er desværre først her, det går op for de fleste, hvad delingsformue i realiteten betyder.
Særeje (med ægtepagt)
Hvis du aftaler med din ægtefælle, at I skal have særeje i jeres ægteskab, indgår I en aftale om, hvad der ikke skal deles, hvis I på et tidspunkt bliver separeret eller skilt.
Ved at indgå en aftale om særeje, kan I opnå lige nøjagtig den deling, som I finder retfærdig i tilfælde af, at ægteskabet senere skulle gå i stykker. Aftalen skal stå i et dokument, som bør udformes af en advokat. Dokumentet skal tinglyses for at være gyldigt.
Særeje (i øvrigt)
Hvis du eller din ægtefælle har modtaget gaver eller arv i ejendomme eller kontante beløb el. lign., kan gaven/arven være særeje.
Det kræver, at gavegiveren har opfyldt bestemte formkrav i et testamente eller gavebrev.
Her anbefaler vi, at du får oprettet en ægtepagt:
- Hvis du vil beskytte din formue i forbindelse med en skilsmisse
- Hvis jeres pensionsopsparinger er meget forskellige og ønskes delt ved skilsmisse
- Hvis du vil være sikker på, at din arv ikke skal deles ved skilsmisse
- Hvis den ene af jer driver virksomhed, og du gerne vil afgrænse den økonomiske risiko, hvis virksomheden får problemer
- Hvis formue skal beskyttes mod deling ved dødsfald